Grundig indføring i The Beatles' sangskat

11. oktober udkommer Steve Turners bog "Beatles sange" i dansk oversættelse. Det er en stor og meget lækker bog og det er kræs for Beatles-fans, der vil vide lidt mere.
Bogen er på hele 352 flotte sider og koster 349,95 kr.
Den indeholder samtlige sangtekster af The Beatles med tilhørende baggrundshistorier om deres tilblivelse, deres mening og den inspiration, der ligger til grund for dem.

af Per Wium, musikjournalist


Fremragende opslagsværk

I "Beatles sange" undersøger Steve Turner de begivenheder og påvirkninger, der ligger til grund for sangene. Han beretter om myterne og forsøger at afdække konkrete facts. Han fortæller anekdoterne bag sangenes tilblivelse og bygger sin viden på bl.a. arkivmateriale og interviews med Beatles’ medlemmer samt de personer, der var tæt på gruppen.
Bogen er et fremragende opslagsværk. Hvis du vil vide noget om "Misery", "Michelle" eller "Maxwells silver hammer" og/eller læse teksten, slår du op på det opslag, hvor sangen er beskrevet. Med velvalgte ord og begreber. Ikke for langt, ikke for kort. Som oftest: Lige i øjet!
Lige i øjet er også de mange, gode fotos. Som i stort set alle tilfælde passer præcist til den periode, den pågældende sang er blevet til i.

Turners svigt

De fleste Beatles-interesserede (fra begyndere til øvede til de, der kalder sig selv for eksperter) véd godt at Lennon og McCartney langt fra skrev alle sange sammen. De fleste er skrevet af een af dem, i visse tilfælde med hjælp fra den anden.
Og ja, der er usikkerhed om hvem der vitterligt står bag en lille håndfuld sange. Hver sommer, når agurketiden er på sit højeste, vrimler nettet og aviserne med artikler om hvem der egentlig skrev "In my life".
Men i de fleste tilfælde er det åbenlyst - og dokumenteret - hvem der skrev hvad.
Turner springer over her. Fuldstændig.
Der er en faktaboks til hver sang (fint!), men der står blot "Lennon-McCartney".

Det er for slapt at han ikke er gået ind i den spændene vinkel.
Herregud, han kunne bare tage relevante forbehold.


Skønhedsplet / rent drilleri

Apropos de fine faktabokse. Jeg gætter på at der står "duration" i den engelske udgave. Det er oversat til "længde". Men altså: en bro eller en tunnel har en "længde". En sang har en "varighed". :-)


And in the end: Den manglende stillingtagen til sagen Lennon og/eller McCartney trækker ned. Bortset fra dét: Fremragende bog!!

GYLDENDAL: Steve Turner: Beatles sange   2018   Pris. 349,95 kr


Kommentarer